Let og Lix
Synes du, det er svært at finde letlæsningsbøger, som passer til lige netop dit barns niveau?
Her fortæller vi lidt om lixtal og let-tal, så du nemmere kan gennemskue, hvilke bøger du skal vælge.
Hvad er let- og lixtal?
Lixtal og let-tal er to måder at udregne, hvor svær eller let en tekst er at læse. Nogle forlag bruger lixtal, mens andre er begyndt at bruge let-tal. I de fleste af letlæsningsbøgerne vil tallene stå enten forrest eller bagerst i bogen.
Bemærk: Lixtal og Let-tal tager ikke hensyn til, hvor svært et ord er i sig selv.
Lixtal
Lix står for læsbarhedsindeks.
Lixtallet udregnes ud fra 3 faktorer:
- Antal ord
- Antal hele sætninger
- Antal af lange ord (ord på mindst 7 bogstaver)
Det vil sige, at en bog med mange ord, lange sætninger og mange lange ord vil have et højt lixtal.
Lixtal tager dog ikke hensyn til, hvor mange gange det samme ord bliver gentaget, eller billeder, som kan være en hjælp i læseprocessen.
Let-tal
Let-tal står for læseegnethedstal.
Let-tallet udregnes ud fra 6 faktorer:
- Antal af ord
- Antal af lange ord (6+ ord)
- Antal ord i den længste sætning
- Syntaktiske træk
- Antal sider i bogen
- Billedstøtte
Begynderlæsningsbøgerne er inddelt i 16 niveauer, hvor det laveste er 5 og det højeste er 20.
To bøger, der har det samme lixtal, kan godt have to forskellige let-tal, da let-tallet tager mere hensyn til ordgentagelser. Lange ord medregnes kun én gang.