Talk about it!

Talk about it Logo med teksten Talk about it

Talk about it! er et projekt, der udvikler og afprøver nye tilgange og værktøjer til nedbrydning af tabuer. Talk about it! er et nationalt projekt. Deltagerne er Odense Bibliotekerne, Varde Bibliotek og Skive Bibliotek.

Biblioteket som demokratisk arena

Tabuer kan udgøre et demokratisk problem, fordi de spænder ben for tabuiserede personers oplevelse af ligeværd og lige mulighed for deltagelse samt fællesskabernes forudsætning for inklusion. 

I projektet tager Biblioteket initiativ til at indgå samarbejder, hvor bl.a. biblioteksformidlere, foreninger, organisationer, institutioner og borgere i et ligeværdigt samspil nedbryder tabuer, åbner for demokratisk samtale og deltagelse. Målet er, at der I løbet af efteråret 2024 afvikles tre events om tre forskellige tabuer og med mindst tre forskellige samarbejdspartnere.

Målgruppe

Målgruppen i Talk about it! er mennesker der har tabuer tæt inde på livet, men også deres nærmeste og de omgivelser de indgår i. Tabu opleves individuelt, men skal brydes i fællesskab. Tabuer er noget der vedkommer os alle.

Formål

Formålet med Talk about it! er at aktivere bibliotekernes uudnyttede potentiale for tabubrydning og nå nye højder for demokratisk dannelse i vores formidlingsaktiviteter. Bibliotekerne råder gennem litteratur, film, musik og andre materialer over viden og fortællinger om alle tabuer, og vi har kulturformidlere der kan facilitere samtale og fremme dannelse i både eksisterende fællesskaber og nye relationer på tværs af målgrupper.

Hvis du vil vide mere om Talk about it! kontakt projektdeltagerne fra Varde Bibliotek

Susie Kilsgaard, skil@vardebib.dk

Janne Clausen Hansen, jahc@vardebib.dk